Koncert



Tilbring din søndag eftermiddag i DANSEhallerne i selskab med ny dans fra Berlin enten kl. 13:00 eller kl. 17:00 samt videopoetisk lydteater kl. 15:00, og forlyst dig med varm novembersuppe og dansefilm imellem forestillingerne.
HELDAGSBILLET: DDK 80,-/50,- (50kr ved forevisning af studiekort) Billetnet her.
DIETER BAUMANN/REINHOLD FRIEDL (SØNDAG KL. 13:00 & 17:00, Dansescenen Lille Carl)
Start eller slut dagen med Tropen, en helt ny danseforestilling fra Berlin, af danseren Dieter Baumann (Tanzcompagnie Rubato) og komponisten og pianisten Reinhold Friedl (Zeitkratzer). En trope er en måde at dreje et ord væk fra dets normale mening, eller vende det til en ny betydning. De to kunstnere beskriver deres performance som følger:”Danseren bliver en kammersanger – sangeren er kroppen – i dialog med pianisten. Lydmaskinen og kroppen mødes i en reduceret form, på en gang vildt og disciplineret. Og troperne er varme og våde.” Det bliver uden tvivl en helt igennem udsædvanlig og udfordrende eftermiddag.
SOLVEIG SANDNES/ANDERS REMMER/CHARLOTTE FICH (SØNDAG KL. 15, DANSESCENEN)
Forestillingen hedder "Oprør i Naturen", og er et dj-poetry-drama-mashup af Arvo Pärt og Arthur Russel i bearbejdelse af Solveig Sandnes baseret på Shakespears drama "En Skærsommernats Drøm". Solveig Sandnes slog tidligere på året sit navn fast som den ene halvdel af det musikpoetiske samarbejde Er De Sjældne, hvor forfatteren Lone Hørslevs tekster blev rammet ind i en skov af toner. På Wundergrund fortsætter Sandnes sin granskning af litteraturen, når hun i fællesskab med DJ’en og musikeren Anders Remmer (Future 3, Dub Tractor) og skuespilleren Charlotte Fich (Arven, Kærlighed på film, Rejseholdet) oversætter Shakespeare's replikker til lyd. Ikke ved at sætte musik til teksterne, men ved at gøre ordene til lyd! Seancen vil veksle mellem ordløs musik og tekstrecitationer tilsat kor, hvor rennæssancemusik møder new wave i en række langstrakte instrumentale flader, der en gang i mellem tilsættes klukkende, kvidrende, brummende og brølende vokal. Lyden ledsages visuelt af uddrag af Max Reinhardts klassiske filmatisering af En Skærsommernats Drøm fra 1935.
Solveig Sandnes-koncerten arrangeres af Dansk Artist Forbund