SEMINAR, LIVEMUSIK & WUNDERPARTY....

Torsdag er scenen sat i Råhuset i Kødbyen til et seminar, livekoncerter & wunderparty i samarbejde med Musikparlamentet, Rytmisk Center & JazzDanmark. Kl. 17.30 slår Råhuset dørene op til loungemusik med Polkattack samt økologisk suppe fra Soupanatural. En time senere begynder seminaret om de smalle genre og mainstreamen. Kl. 21:00 går Svartbag (billedet) på scenen sammen med bl.a. komponist Simon Christensen som har kurateret denne koncert. Kl. 22:00 er der Rumpistol - og aftenen byder derefter på wunderparty med fede DJs i begge etager samt et 'surprise' - act arrangeret af wunderwunder...


17:30 – 20:00 SEMINAR: De smalle genrer og mainstreamen – Hvem bestemmer kursen?


I musikbranchen har man de sidste 15 år kunnet se en udvikling, hvor små uafhængige pladeselskaber har fået mere magt, og de store etablerede selskaber er blevet (både mindre og) mindre indflydelsesrige.  Men har det(te) betydet, at de smallere og mere eksperimenterende genrer har fået mere indflydelse på musikken og musikmarkedet? Både ny kompositionsmusik, jazz og andre smalle genrer, lever i bedste velgående og har, som smallere genrer med stærkt fokus på eksperimenter, overlevet rocken og poppens dominans i mainstream og ungdomskultur i sidste del af det 20. århundrede. Der er en klar tendens i dag, både for musikere og publikum, at søge mod det mere eksperimenterende, hvor rocken og poppen bruger elementer fra avantgarde, smalle genrer og eksperimental musik. Men hvilken roller spiller de eksperimenterende genrer fortsat i den musikalske udvikling i Danmark? Disse spørgsmål og mange andre kan DU være med til at tage op til debat i Råhusets rare rammer. 

Knud Romer (moderator):  Er  skønlitterær forfatter samt prisvindende tekstforfatter og kreativ direktør. I 2006 skrev han bogen: "Den som blinker er bange for døden", som han modtog De Gyldne Palmer for. Har netop arbejdet sammen med komponisten Bent Sørensen i forbindelse med korværket "Et blad falder til himlen"  …


Panel:


Torben Sangild er ph.d i moderne kultur. Han er freelance anmelder, kunst- og kulturforsker og skriver bl.a. for Politiken. 


Frederik Thaae er karismatisk frontmand i bandet A Kid Hereafter . Han har samarbejdet med og produceret for et utal af kunstnere lige fra Søren Rasted over Choir Of Young Believers til komponist Jexper Holmen.


Lennart Ginman er til daglig kunstnerisk leder af Copenhagen JazzHouse, og har en succesfuld karriere bag sig som kontrabassist og komponist indenfor både jazz og pop.


Kenneth Bager er en af de mest entreprenante skikkelser i dansk musik både som dj, soloartist, producer og i dag ejer af pladeselskabet Music for Dreams, der bl.a. udgiver Fagget Fairys og Aura.


21:00 – 22:30 LIVEKONCERT: Svartbag + Rumpistol experience


SVARTBAG


Den danske komponist Simon Christensen står bag aftenens første koncert i selskab med det danske instrumental rockband Svartbag og den klassiske sangerinde Maria Hanke. Kurator Simon Christensen har valgt at forene to af de yderpunkter, som han normalt forsøger at forene i sine egne kompositioner – netop rock og klassisk musik. Svartbag er et af de få danske rockorkestre, der siden 1990’erne har leveret billedskabende instrumental rock, der sender kærlige hilsner til både punken, minimialismen og tysk kraut-rock. Svartbags repetetive og episke space-rock bliver tilsat et ekstra helt nyt element i form af mezzosopranen Maria Hanke, hvis nysgerrighed overfor stemmens udtryksmuligheder har ført hende rundt i mange forskellige musikprojekter inden for ny kompositionsmusik og opera – og nu altså også i rockmusikken.


Line-up: Anders Rex (guitar, sampler & electronics), Niels Ladefoged (guitar, sampler & electronics), Peter Kyed (electronics & real-sounds) + Simon Christensen (trommer m.m.) & Maria Hanke (mezzosopran, noise)


RUMPISTOL


Aftenens anden koncert er med Jens Berents Christiansen aka Rumpistol. Han er her, der og alle vegne for tiden. Jazzhouse, Roskilde Festival, Strøm og senest på tur i Beijing. Og denne aften spiller han så på Wundergrund, hvor hans elektroniske rum bl.a. rammer klassiske lydbilleder i form af cellisten Ida Nørholm og violinisten Helena Højgaard.    


Line-up: Jens B. Christiansen (electronics) + special guests Ida Nørholm (cello) & Helena Højgaard (violin)


22:00 – ? SPECIAL WUNDERPARTY: I samarbejde med Musikparlamentet